Kirugisk Afdeling fra Region Sjællands sygehus i Kalundborg skulle bruge et praktisk teambuilding forløb i forbindelse med deres personaledag.
Alle afdelingens 110 ansatte deltog i eventen, der foregik i Føllenslev nærmere bestemt på Havnsø Hotel & Kursuscenter, der ligger i dejlige omgivelser med flot havudsigt.
Arrangementet startede klokken 8.30 - alle deltagere mødte klokken 8.00, så de havde tid til morgenmad inden start.
Præcis klokken 8.30 gik vi i gang - deltagerne skulle først opdeles i 9 hold. Efter det var gjort, blev deres holdkaptajn - som de selv valgte - introduceret til arrangemetet og fik den information de havde behov for, og som de efterfølgende skulle videregive til deres hold.
Den indbyggede konkurrence gjorde, at deltagerne var meget ivrige efter at komme igang med opgaverne - og omkring klokken 9 blev alle holdene sendt afsted på sin første af total 6 opgaver. Normalt kan vi nå 8 opgaver på de 4 timer der var afsat til forløbet, men såvel opstart som afslutning tager længere tid når der er 110 deltagere. Dog viste det sig, at de var hurtigere end beregnet så alle nåede 7 opgaver - hvilket vi selvfølgelig var forberede på så vi havde ekstra opgaver med.
Vejret var koldt, men flot & tørt - Sjælland tog sig ud fra sin bedste vejr-mæssige side årstiden taget i betragtning og udsigten ud over det Vestsjællandske var rigtig flot.
